Blikkenslagerfagets historie

 

 

Historien

Blikkenslagerhåndværket er en ældgammel fagtradition, faktisk en af de ældste herhjemme, og kan spores tilbage til middelalderens riddertid, hvor blikkenslagerfaget udsprang fra smedefaget. Dengang blev blikkenslageren almindeligvis betegnet som plattenslager eller pladeslåer, og fremstillede harnisker til datidens riddere (betegnelsen blikkenslager kan spores til omkring 1600-tallet). Blikkenslagerfaget var dog adskilt fra smedefaget, da middelalderens blikkenslager hovedsageligt arbejdede med tynde metalplader. Smedefaget smeltede dernæst som regel sine metaller under forarbejdningen, hvor blikkenslageren allerhøjst opvarmede metallerne let, for at gøre dem mere smidige.

Da efterspørgslen på rustninger mindskedes, fandt man ud af, at de tynde metalplader også kunne anvendes til brugsgenstande. De anvendte materialer var jern, kobber, messing eller tin, og man fremstillede kander, pander, gryder, lygter, tagrender og nedløbsrør af udvalsede, tynde metalplader. Disse metalplader blev klippet i deres rette størrelse med en pladesaks, banket til den ønskede form med en hammer og kantet til via nitning, falsning eller lodning. På denne måde havde blikkenslagerfaget stadig stor relevans for samfundet.

 

Efter 1800-tallet opdagede man andre måder at udvinde metaller på. Man fandt ud af, at det var lukrativt at udvinde zink fra zinkmalm. Zink var en billigere metaltype end jern og kobber, og kunne udvalses næsten lige så let som kobber. Tilgængeligheden af zink revolutionerede blikkenslagerfaget, og har sat den fremtidige kurs, da det stadig er det primære materiale, der bruges af blikkenslagere i Europa. Denne teknologiske udvikling medførte også, at bygningsarbejdet blev en større del af faget, og blikkenslagere begyndte at arbejde med tagdækning, rørarbejde og lignende.

I takt med zinkens udbredelse, stoppede blikkenslagerne gradvist at producere brugsgenstande, især beholdere til opbevaring af mad og drikke, da zinkplader ikke er velegnede til fødevarer. Årsagen kan naturligvis også tilskrives den stigende automatisering og outsourcing af fabrikker, der masseproducerede brugsgenstande på fordistisk vis.

Tidligt i 1800-tallet forarbejdede man zinken via håndarbejde, men industrialiseringen og de teknologiske landvindinger gjorde, at man senere kunne forarbejde metallet mekanisk på en yderst udgiftsbesparende måde. Blikkenslagerhåndværket er dog stadig et håndværk, og derfor er den enkelte blikkenslagers kunnen og viden – i forhold til metallets endelige forarbejdning og detaljeudførsel – altafgørende. Dermed er blikkenslagerhåndværket i dag en alsidig og krævende fusion af moderne teknik og klassisk håndværk, og det må siges, at faget har stået tidens prøve. I dag er den teknologiske udvikling inden for faget meget hurtig, og dette giver mange muligheder for specialisering og efteruddannelse, heriblandt emner som kunstig intelligens, 3D print og grøn omstilling, som vi kommer ind på nedenfor under afsnittet ”Efteruddannelse.”

 

Fra middelalderen og indtil slutningen af oplysningstiden havde blikkenslagerne tilsyneladende tre forskellige primære indtægtskilder. For det første solgte blikkenslagerne sine produkter til deres kunder direkte fra deres værksted. For det andet leverede blikkenslagerne produkter til de lokale isenkræmmere og købmandsbutikker. Og for det tredje indgik de kontrakter med lokale virksomheder og rigmænd, der kunne sikre dem en fast indtægt i en begrænset tidsperiode.

Selvom blikkenslagerne var begyndt at dække tag, producere komfurdele og faldstammer, og dermed påtage sig større arbejdsopgaver, lavede de dog stadigvæk mindre brugsgenstande, så som nåleetuier, støbeforme, lysestager, tekander, vaser, gryder og pander.

Fra middelalderen og indtil ca. 1800-tallet brugte man hovedsageligt kobber og jern, da disse materialer var lettilgængelige. Da man begyndte at bygge mere komplicerede huse og bygninger, blev der brug for blikarbejde, og her kom blikkenslageren igen ind i billedet. Kobber kunne bearbejdes til tynde plader, og blev ofte brugt til tagdækning, facadekonstruktioner og nedløbsmontering. Det var væsentligt lettere end tegl, og var langt mere smidigt. Af denne grund er mange historiske slottes, kirkers og tårnes tage stadig kobberdækkede – over hele Europa.

I denne periode var blikkenslageren oftest karakteriseret som værende en enkeltmandsvirksomhed, der var til stede i næsten alle mindre byer. Men efter industrialiseringen udbredtes stordriftsvirksomheder i de større byer, som varetog blikkenslageropgaver, der kunne ansætte op mod 200 personer.

Nyere tids historie

Ordet ’blikkenslager’ er for mange en tvetydig og vag betegnelse. Det vil vi nu forsøge at konkretisere. Mange blander VVS’ere og blikkenslagere sammen, og det er der god grund til. De to fag er nært beslægtede, men der er også nogle centrale forskelle imellem dem, hvorfor det i visse situationer udelukkende er fordelagtigt at ringe til blikkenslageren i stedet for VVS’eren og vice versa. Begge arbejder bl.a. med rør, vand og varme, men den primære (og groft skitserede) forskel ligger i, at blikkenslageren arbejder udenfor hjemmet, hvorimod VVS’eren arbejder inden for hjemmet.

Blikkenslagere arbejder ofte på tage og facader; man laver avanceret tagarbejde på fx kirketårne og ældre bygningers spir, når de skal renoveres. Der arbejdes med inddækninger og tagrender, og især sidstnævntes vandledende funktion er årsagen til, at mange tror blikkenslageren og VVS’eren er det samme. Forkortelsen VVS står for ”varme/ventilation, vand og sanitetsteknik”, og man kan hurtigt tænke sig frem til, at ventilation og sanitet hovedsageligt er fokuseret på indendørsmiljøet. En anden del af forvirringen skyldes sikkert, at VVS’eren og blikkenslageren har været gennem samme grundforløb. De første 3,5 år af deres uddannelse er nemlig fuldstændigt ens. En tredje del af forvirringen kan være, at betegnelsen ”blikkenslager” ikke er en beskyttet titel, hvilket betyder, at VVS’ere kan bruge denne betegnelse.

Nutidens blikkenslagere er altså en form for håndværker, der arbejder med blikarbejde. Her fokuseres der både på funktion og æstetik, specielt når der er tale om materialer som kobber og zink. Blikkenslageren arbejder med renovation og montering af tagrender, skotrender, altaner, karnapper, kviste og tage. Dernæst er det næsten altid blikkenslageren, der lægger tag på carporten. Som oftest er blikkenslageren også kloakautoriseret. Det vil sige, at vedkommende har tilladelse til at reparere vand- og afløbsinstallationer. Blikkenslagervirksomheder er ofte medlemmer af arbejdsgiverforeninger, hvoraf den største er TEKNIQ – Installatørernes Organisation, som har 2.800 medlemmer, heraf en stor del af den ’gamle skole’.

For at opsummere blikkenslagerens alsidige arbejdsopgaver, har vi samlet dem alle i en liste nedenfor:

  • Tagdækning med metalplader
  • Montering af tagrender, skotrender og nedløb
  • Inddækning/beklædning af kviste, karnapper, skotrender, og skorstene, eller andre former for inddækning/beklædning
  • Facademontering
  • Udskiftning eller renovation af alt det ovennævnte
  • Reparation af vand- og afløbsinstallationer

Heraf fremgår det tydeligt, at den moderne blikkenslager primært arbejder med bygningsarbejde, og at produktionen og reparationen af brugsgenstande blot er et levn fra den førindustrielle fortid.

 

Blikkenslagerfaget i udlandet

Forskellige historiske, sociale og kulturelle forhold har gjort, at der eksisterer geografiske variationer inden for blikkenslagerfaget, i særdeleshed hvad angår betegnelser.

På engelsk er der forskellige betegnelser for en blikkenslager. Nedenfor har vi lavet en oplistning:

  • Tinsmith
  • Tinker
  • Tinner
  • Tinman
  • Tinplate worker
  • Whitesmith

Heraf er ’tinsmith’ utvivlsomt den mest udbredte betegnelse. Det skal nævnes, at disse betegnelser i folkemunde bruges i flæng med smedefaget. Endvidere kan disse betegnelser også henvise til personer, der forhandler tinprodukter eller tinplader. Det er altså ikke kun på dansk, at der eksisterer tvetydigheder i forbindelse med blikkenslagerfaget! For at gøre det endnu mere forvirrende, så bruges ’tinsmith’ primært til at betegne det førindustrielle blikkenslagerarbejde, selvom det også bruges til at beskrive nutidens blikkenslagere.

På engelsk synes distinktionen mellem VVS’er og blikkenslager ikke at være ens. En direkte oversættelse af ”VVS’er” ville være ”plumber”, men ”plumber” kan henvise til både indendørs og udendørs rørarbejde, selvom det ofte vil være ”drainage engineers”, der varetager det udendørs arbejde. På denne måde synes de engelsktalende lande at være mere specialiserede inden for forskellige traditionelle blikkenslageropgaver. Men hvad med tagdækning og -reparation, samt blikkenslagerens øvrige opgaver? Her er den anglofone verden også mere specialiseret. En blikkenslager, der arbejder med tag, oversættes som oftest til ”roofer”, ”roof mechanic” eller ”roofing contractor”. Blikkenslageren, der arbejder med facadekonstruktion og -renovering, oversættes oftest til ”facade fitter”. Her skal det dog indvendes, at vi i Danmark ofte kalder blikkenslagere for tagdækkere, når de lægger tag, selvom der også eksisterer en specialiseret uddannelse inden for tagdækning. Tagdækkeren bruger som oftest teglsten, hvorimod blikkenslager bruger tynde metalplader.

Trods alle disse moderne forskelle mellem den danske blikkenslager og de forskellige engelske specialiseringer, så har disse professioner fortiden til fælles. Den ovenstående historiske gennemgang af blikkenslagerfagets udvikling er i brede træk også gældende for fagets udvikling i England og resten af den vestlige verden, og derfor vil vi ikke redegøre yderligere for dette her.

Uddannelse

Når man uddannes som blikkenslager, tager man et grundforløb af 3,5 års varighed på VVS- og energiuddannelsen, men det er ens speciale, der afgør, hvad ens arbejdsopgaver bliver. På grundforløbet indføres man i VVS-fagets grundlæggende viden, der forbereder én på det kommende specialiserede hovedforløb, samt ens praktik. Det er på hovedforløbet, at man tilvælger specialiseringen som VVS-blikkenslager. Derudover kan man vælge at specialisere sig som installationstekniker, ventilationstekniker eller energispecialist. I løbet af hovedforløbet er man skiftevis i skole og lærer om blikkenslagerhåndværkets teoretiske aspekter, og i praktik hvor man lærer om dets praktiske anvendelse. Hovedforløbet er normeret til 1 års studietid. Samlet set varer uddannelsen ca. 4,5 år, hvilket svarer til 60 uger i skole.

Under hovedforløbet som blikkenslager lærer man at bygge og vedligeholde byens tage, tårne og facader, og sørge for at de både er funktionelle og smukke, og at de er sikret over for vind- og vejrskader. Der er stor forskel på den dygtige og den dovne blikkenslager; det kræver utroligt meget præcision og teknisk evne at blive god til blikkenslagerfaget. Alle de konstruktioner, man laver som blikkenslager, har til hensigt at holde i mange år, og skal samtidigt være smukke at beskue for de mange forbipasserende mennesker. Derfor stilles der store forventninger til blikkenslageren, og af samme grund er der langt mellem de gode og de mindre gode inden for faget.

Som vi var inde på før, er blikkenslagerhåndværket et af Danmarks ældste erhverv, og derfor er der mange stolte traditioner inden for faget. Med det sagt, så suppleres disse stolte traditioner af moderne teknikaliteter, hvor man som blikkenslager udregner komplekse regnestykker, og programmerer assisterende maskiner, herunder CNC-maskiner og 3D-printere.

Under uddannelsen får man dybdegående viden om de forskellige materialer, man anvender, så man kan rådgive ens kunder om lige nøjagtigt den løsning, der passer til dem. De mest almindelige materialer, du får kendskab til, er zink, kobber og aluminium, der alle har vidt forskellige egenskaber, samt særlige fordele og ulemper alt afhængigt af hvor de respektive materialer monteres. Vores moderne tids teknologiske avancer har endvidere medført, at man arbejder med helt nye materialer og teknologier, heriblandt solcelletag, hvor taget ikke kun isolerer og pynter, men samtidigt genererer varme og strøm.

Under grundforløbet vil du også lære om vand- og varmeinstallationer, hvilket gør at du kan varetage mindre komplicerede VVS-opgaver – dette kræver blot en kloakautorisation. Da blikkenslagerens almindelige arbejdsdag ofte foregår langt oppe i højderne, på toppen af høje bygninger og tårne, vil man blive indført i omfattende sikkerhedsprotokoller, der sørger for, at man kan begå sig sikkert og trygt, selvom man er langt over jordens overflade.